Christianskirken i Lyngby

Litteraturliste med åndelige bøger

Litteraturliste over bøger med kristent åndeligt indhold

Samlet og kommenteret af Eva Borbye Pedersen.

Teresa af Avila skriver et sted: ”Gode bøger er lige så vigtige for sjælen, som føden for kroppen.”

Og et godt råd når det handler om åndelig læsning: hellere læse en god bog 5 gange end at læse 5 gode bøger.

Du er velkommen til at henvende dig til mig, Eva for at høre mere om en bog. Flere af dem kan ikke længere fås som nye, men prøv et antikvariat.

Fra bønnens verden

af Jan Lindhardt

Bogen er skrevet af en biskop, som erkender, at han ikke har været vant til den personlige bøn, men som med sin bog ønsker at medvirke til, at den personlige bøn får mere plads hos "almindelige" kristne, for, som han skriver i indledningen, "taler man ikke med Gud, så tænker man heller ikke på Gud". Bogen er en elementær indføring i nogle af bønnens sider.

Glæden ved stilheden

af Gerhard Pedersen

Bogen har først et indledende afsnit om bøn, hvor der tales om, hvad bøn er og ikke er. Også et afsnit om bønnens vanskeligheder og oplevelsen af Guds fravær vil jeg fremhæve. Bogens største del består af bønner fra mange forskellige kirker, mennesker og tidsaldre. Den er god til at åbne øjnene for, hvor forskellige ord vi kan bruge i vores bøn.

En vej til bøn

af Anthony Bloom

Der er meget inspiration og hjælp at hente i denne bog af den russisk ortodokse ærkebiskop. Han beskriver bønnen i kapitler om at banke på døren, vende sig indad, tage vare på sin tid og at henvende sig til Gud. Læsning af bogen giver dybere forståelse af bønnens væsen.

Den indre kilde

af Margareta Melin

Denne lille bog taler om bøn og tro, som det at få kontakt med en kilde dybt inde i ens sjæl, en kilde som altid er der, fordi Gud altid er i os. Bøn og stilhed får kilden til at springe med renere og klarere vand. Enkelt skriver hun om menneskets længsel efter bønnens kontakt med Gud, og hun understreger stilhedens, nattens og hvilens betydning for denne kontakt.

Tro godt om dit hjerte

af Margareta Melin

Denne bog taler om mange af troens centrale spørgsmål og giver dybtgående overvejelser over det liv vi lever som kristne i verden – f.eks. bliver smerte, lidelse og død behandlet på meget eftertænksom og god måde.

Vær den du er

af Margareta Melin

Der skrives ikke meget direkte om bøn, men der tales om det at være menneske i forhold til sig selv, andre og Gud. Bogen er klog i sin indsigt i, hvor vigtigt det er, at vi er sande og ærlige overfor os selv og Gud – og så den grundlæggende tanke: Jeg er god nok, for du har skabt mig.

Bøn - håbets sprog

Lars Åke Lundberg

En god lille bog om hvad bøn er, om bønnens sprog og bønhørelse. Mange aspekter af bønslivet og vanskelighederne i bøn behandles i denne bog.

Rejsen til Gud

af Delia Smith

En lægkvindes beskrivelse af, hvordan hun oplever bønnens vej til dybere fortrolighed med Gud. I bogen gør hun op med mange vrangforestillinger om Gud som dømmende og streng. Hun fortæller stærkt og enkelt om bønnen som det at lade Gud virke, men også om betydningen af den enkeltes beslutning om at give mere plads til Gud og bøn i ens hverdag.

Indføring i kristen meditation

af Henri Caffarel

Det er en instruktiv bog om den stille bøn, hjertets bøn. Der er kapitler både om kroppen, åndedrættet, evangeliets brug i bønnen og personlighedens opbygning i forbindelse med forståelsen af Guds virke i mennesket. En bog som hjælper ind i bønnens liv og verden, og som giver konkrete anvisninger på, hvordan man kan opbygge en fast bønsrytme i hverdagen.

Undervejs i bønnens land

af Wilfred Stinissen

Denne bog er en god indføring i bønnens utrolige bredde. Der er kapitler om den mundtlige bøn, forbøn, takkebøn, lovprisning og endelig et langt og vældig godt afsnit om den stille bøn, meditationen, bare at være, fordi det at bede er som at trække vejret. Bogen er en meget fin oversigt over bøn, og den viser vej til mangfoldigheden af veje til fortrolighed med Gud.

Kristen dybmeditation

af Wilfred Stinissen

Heri gennemgås mange af den stille bøns aspekter, menneskesynet i den kristne meditation, og hvad det vil sige ikke blot at meditere, men at leve meditativt. Det er en meget oplysende bog om den dybe, stille bøn og kan være til afklaring af mange af de spørgsmål, som dukker frem, når vi begynder en meditativ bønspraksis.

Bønnens vej

af Wilfred Stinissen

En lille bog, der fører læseren gennem forskellige faser i bønnens liv. Især natten, bønnens mørke uforståelige tid, hvor det er nærmest umuligt at bede, bliver detaljeret beskrevet.

Natten er mit lys

af Wilfred Stinissen

Bogen handler om nogle af de psykiske og åndelige erfaringer af nat og mørke, som kan opleves i bønnens liv på vej til den radikale overgivelse til Gud. Mange gode afsnit om det at give slip og stille sig selv til rådighed for Gud. Som i flere af Stinissens bøger er det Johannes af Korsets indsigter, som er inspirationskilden, men på god måde ført op til vores tids perspektiv og sprogbrug.

Den hellige Teresa af Avila's liv.

fortalt af hende selv

I bogen beskriver Teresa af Avila sit liv fra ung pige til voksen leder af den reformerede karmeliter nonneorden. Især kapitlerne om, hvordan hun forstår forskellige former for bøn, er meget oplysende.

Teresa af Avila - venskabets mystiker

af Grethe Livbjerg

En udførlig biografi om Teresa af Avila af den danske lægkarmelit og åndelige vejleder.

Oplyst af kærlighed

af William Johnston

Johnston er jesuit og har i årtier været professor i religionsvidenskab i Tokyo og været engageret i dialog med buddhister. I bogen skildrer han en mulig udvikling i et åndeligt liv og giver råd og vejledning for et liv i kristen meditation på baggrund af hans erfaring med Østens meditations praksis.

Den fortabte søn vender hjem

af Henri Nouwen

En dybtgående, personlig skildring af de 3 personer (de to sønner og faderen) i den fortabte søn, inspireret af forfatterens egne livserfaringer og hans møde med Rembrandts maleri af den fortabte søns hjemkomst. Den kendte lignelse bliver endnu mere vedkommende, og læseren kan spejle sig i de forskellige personer.

Vejen

af Lene Højholt

Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. Det er en bog, som er god at følges med på ens vej som kristen. Den fører læseren gennem hele Johannesevangeliet og åbner det ud fra forståelsen af troen som en vej og en udvikling fra kaldelse over renselse og oplysning til forening.

Ørkenstilhed i storbyen

af Carlo Carretto

I denne bog fremhæves det, at vi ikke behøver drage bort fra storbyen for at finde stilhed. Den kan vi finde midt i travlhed og larm. Bogen er bygget op som en vejledning til at holde ’en stille uge’ for sig selv midt i hverdagen. Der er et tema til hver ugedag, bibeltekster og Carrettos gode overvejelser over temaet. Eks. på temaer: Guds nærvær, Alt er Guds tegn, Virkelighedens alvor. En bog der kan bruges til at komme i gang med andagt og bøn til daglig.

Kristuskransen

af Martin Lönnebo

der har været biskop i den svenske folkekirke. Han har udviklet Kristuskransen, som er ved at være kendt også i Danmark. En lille perlekrans hvis perler symboliserer de vigtigste aspekter af en kristent liv. Perlerne og ikke mindst bogen om kransen er en hjælp til bøn.

Væven

af Martin Lönnebo

Væven kaldes en træningsbog for sjælen. Der er tekststykker og bønner til et helt års andagtsliv. Ved læsningen bliver man hjulpet på vejen ind i et dybere og tættere forhold til Gud gennem bøn og bibellæsning. Der er mange konkrete anvisninger på forskellige bønsformer, og erfaringer af både svære og lyse oplevelse på bønnens vej bliver beskrevet.

Gud i et og alt

af Gerard W. Hughes

engelsk jesuit og en meget efterspurgt retræteleder og skribent. I denne bog udfoldes den ignatianske spiritualitet, som præger meget af tidens åndelige vejledning. Også retræter er ofte inspireret af den ignatianske spiritualitet. Bogen er informativ og har mange gode billeder af menneskets åndelige liv. Der er øvelser og praktiske anvisninger til læseren, som derigennem kan få en bedre forståelse af, hvad ens åndelige længsel er, og hvordan man kan leve sit kristne liv.

Stemmen i mit indre

af Henri Nouwen

Katolsk præst og bestsellerforfatter. Disse notater, korte overvejelser er fra forfatterens private dagbog, som venner overbeviste ham om skulle udgives. At læse i bogen kan give en stærk oplevelse af en fælles kristen, menneskelig erfaring af smerte, ensomhed, nederlagsfølelse og midt i det en stædig fastholden i troen på Guds kærlighed og accept af netop den man er.

Bag billedet

af Magnus Malm

En spændende bog om vejen fra vores mange "afgudsbilleder" til den sande virkelighed. Malm kommer ind på mange af det åndelige livs problemer og giver sit bud på, hvordan man kan arbejde med at få en sandere og mere ægte relation til sig selv, medmennesket og Gud. Han bruger et øjenåbnende billedsprog om mennesket, der bor i et hus, hvor meget fra tilværelsen stuves væk i kælderen, og hvor der findes rum, man slet ikke kender, eller rum man ikke har lyst til at gå ind i.

Under mandeltræet

af Magnus Malm

Bogen består af spredte notater fra et personligt trosforløb. Nogle af notaterne bliver stående i ens erindring og kan tåle at blive læst igen og igen. Det er ikke en bog, man læser fra ende til anden, men den kan tages frem og læses i som optakt til ens egen bøn.

Det blændende mørke

af Owe Wikström

Wikström er luthersk teolog og professor i religionspsykologi ved Uppsala Universitet og en efterspurgt retræteleder. "Det blændende mørke" er en vidtfavnende bog, der giver en indføring i såvel klassisk ortodoks som katolsk og protestantisk spiritualitet. På den baggrund giver Wikström sit bud på, hvordan det moderne menneske kan integrere sin tro i sit dagligliv og gennem kristen meditation nå frem til en ægte gudserfaring.

<< Oktober 2017 >>
ma ti on to fr
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31          

Det sker ..