Christianskirken i Lyngby

Prædiken til 2. søndag i fasten

Helbredelsen af drengen med den urene ånd Mark 9,14-29

Bøn
Gud, Du er blevet én af os.
I alt vor mørke er du, for at kunne oplyse det.
Vor svaghed kender du, for at kunne blive vor styrke.
Støvfnugget jorden har du taget til hjerte.
Du ser på os med kærlighed, og vi bliver til.
Martin Lönnebo: "Betraktelser och bönner under en månad"

Alt var godt
Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var! Godt fordi alt er, som Gud vil det, skabt og velsignet af Gud i forskellighed og samhørighed - som organisk og uorganisk stof, som menneske og natur, som mand og kvinde. Skabt i Guds billede med mulighed for samklang med Gud, det lysfyldt skabende og livgivende der er inderst inde i virkeligheden. Når vi lever i den samhørighed med Gud og medhinanden, har vi fodfæste, vi kan ånde frit - Gud så hvor godt det var!

Hvorfor er det så ikke godt?
Da Jesus kom ned fra bjerget og så ud over disciplene og folkeskaren, så den besatte, syge dreng og hans far, da så han ikke, at det var godt. Nej, han så smerte, fortvivlelse, sygdom, tvivl og håbløshed og sagde: Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud.
Når Gud ser ud over verden i dag og fokuserer ind på Ghouta i Syrien, så vil Gud ikke se, hvor godt det er. Gud vil se og sørge over al den ulykke, som møder ham, frygt, krigens vanvid og smerte og meningsløs død. Desmond Tutu siger i en af sine bøger (jeg citerer efter hukommelsen): Når Gud fra sin himlen ser ned på jordens ondskab og krig, had og magtkampe, så græder Gud.
Alt er bestemt ikke godt - længere. Guds gode skaberværk lider, menneskene lider, og - det må vi tro - Gud lider med.

Kan Gud gøre noget?
Det der særligt rører mig ved evangeliet til i dag, er den fortvivlede far med den håbløst syge søn. Dem af os, som har været vidne til et voldsomt epileptisk krampeanfald, kan sætte os ind i, hvor forfærdeligt den far har haft det. Intet kan han stille op, anfaldene kommer helt uforudsigeligt og har mange gange bragt drengen i livsfare. Faren bliver i sin kærlighed til sønnen ved med at kæmpe for at finde hjælp til ham. Først beder han disciplene om hjælp, de kunne ikke. Da Jesus kommer, er det ham faren går til:
Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os!
Hvis du kan! jeg forstår godt farens formulering. Denne følelse af - jamen hvad kan Gud gøre - har jeg i disse dage, når jeg hører om belejring og bombning af Ghouta. For et år siden var det Aleppo, så Mosul og før det et andet sted i verden.
Hvis du kan gøre noget, Gud, så forbarm dig over os og hjælp!
Jo, vi kan bede for dem, for de bange og fortvivlede forældre og børn, vi kan give penge til Røde Kors og andre der søger at hjælpe - men den stærkeste følelse er håbløshed, opgivelse - det som var såre godt i skabelsens morgen, er nu destruktiv og ond ødelæggelse. Over for sådanne uoverstigelige problemer bliver vores bøn - min i hvert fald - svag og troen vakler. Det gælder både alt det forfærdelige langt fra os, som vi hører og læser om, og det gælder ligesom for denne far de problemer, som har lagt sig som en mørk kappe over vores eller vores nærmestes liv. Hvis du kan, så gør noget! Hvis…

Alt er muligt for den der tror!
Alt er muligt for den, der tror. Det er Jesu svar til den fortvivlede og bange far.
Hvad er det for et svar? Jeg forstår det ikke. Det er som kastes bolden tilbage til faren. Som om drengen ikke kan hjælpes, fordi faren ikke tror stærkt nok og urokkeligt nok og helhjertet nok! Er det faderens tro, der skal redde sønnen, vores tro, der skal redde verden - så ser det i sandhed håbløst ud. For vores tro er aldrig perfekt og stor og fast og uforanderlig.
Jeg måtte holde en pause her - i min prædiken skrivning - hvordan komme videre? hvordan kan der forkyndes lys og opmuntring, håb og trøst på baggrund af denne tekst - og på baggrund af den verden som er forvredet og forpint?
I min pause kom Miriam vores organist med sit forslag til motet - de salmevers blev en vending, en åbning for mig. Derfor skal vi høre dem nu.
Motettens vers:
Trods dig, gamle drage, trods al helveds plage, trods dig, dødens svælg!
Vakler alt og gynger, står jeg her og synger
her er fred og helg.
Når Guds magt er værn og vagt, jord og afgrund må forstumme,
ihvor vredt de brumme!

Sindets dunkle gæster vig for glædens mester, for min Jesus bort.
Ham jeg mig forbinder, lutter glæde finder midt i ve og tort.
Ære-slot, trods spe og spot
Hjertensfryd - må end jeg græde -
Jesus, du min glæde. (Johann Franck 1650)

Jesus er den, der tror, og gør alt muligt
Jesus er den eneste for hvem sindets dunkle gæster må vige.
Jesus er den eneste, der har tro nok til at ændre alt, også liv og død.
Den der tror og for hvem alt er muligt - det er ikke faren, det er ikke du og jeg - det er Jesus. Med sit svar kaster Jesus ikke bolden tilbage til det magtesløse, tvivlende menneske, som om han ville sige: hvis du bare tror stærkt nok, så kan jeg gøre noget. Nej, Jesu svar betyder: alt er muligt for den, der tror - og jeg tror, siger han. Jesus er gennemsyret af den tro, hvor alt kan ske, hvor Guds magt er værn og vagt, hvor sindets mørke gæster jages ud.
Det er Jesu tro og Jesu muligheder, der skal i fokus, når mørket lukker sig om os - som for denne far.

Faderens bøn gør Jesu hjælp mulig
Han har forsøgt alt for sin søn, han har holdt fast i håbet og troen på, at nogen eller noget måtte kunne hjælpe, men nu slipper han, opgiver at være stærk. Han indser, at hans egen tro ikke kan redde drengen, han kan intet gøre, han har ikke noget at komme med - og fortvivlet råber han: jeg tror, hjælp min vantro.
Det åbner ind til Jesu mulighed for at hjælpe. Hos den, der ikke vil klare det hele selv, kan Jesus få indgang og hele, befri, hjælpe. Der hvor vi indser, at vi ikke har magt til at klare vores situation, der kan Guds magt træde ind og gøre noget. Når vi i bøn forbinder os med ham, der fuldt og udelt har troen, så kan vi selv få tro - troen er nemlig ikke en personlig præstation, men en gave vi får skænket - og med den gave kan der ske mirakler, vores liv kan ændres, vi kan finde fodfæste.
Det er ikke vores egen tro, vi skal tro på, den kan vi alligevel ikke holde ren og stærk og blankpoleret. Selv de mennesker, som vi kalder stærke i troen, de kender til tvivl og afmagt. De ved, at de har brug for hjælp, de ved, at troen altid hænger sammen med vantroen.

Tro og tvivl - to sider af samme mønt
Og vantro er ikke forkert tro eller en tro med fejl. Vantro er tvivl. Tro og tvivl hører sammen. Tvivlen, der klæber til troen som en øgle, et meget malende billede, som vi møder i næste salme. To sider af samme mønt, kunne vi kalde det hvor vi nogen gange stærkest mærker troen, andre gange er det tvivlen som piner og nager. Tro og tvivl hænger sammen, for tro uden tvivl er fundamentalisme.
At tro er at komme til ham som på korset har sejret for os. At tro er at kende sin egen lille, ofte vaklende tro, forbundet som den er med tvivl og usikkerhed, og ud af denne erkendelse komme til Gud, til Kristus. Han forventer ikke triumferende, trossikre udsagn. Troen er noget så småt som en gnist - men også i gnisten er der ild. Den enkle bøn om hjælp, et suk, en henvendelse er nok.
Ud af bønnens møde med det, som er større, med ham som har tro nok, vælder håb og lys og livsmod.
Hjertensfryd - om end jeg græde - Jesus du min glæde.
Amen

 

 

 

 

 

<< November 2018 >>
Ma Ti On To Fr
      1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 23
26 28 29 30    

Det sker ..