Christianskirken i Lyngby

Prædiken 2. søndag efter Helligtrekonger 2018

Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger

Bøn

At finde sin brønd, at drikke af sin indre kilde, det er at finde Himmeriget, skatten, perlen. Det er at finde sig selv, at vinde sin sjæl. Gud, lad os hver især finde vores brønd og drikke af vores indre kilde. Amen 

 

Jesus bryder ind i et menneskes liv

Jeg har læst denne fortælling mange gange, jeg har prædiket over den, mediteret med den, brugt den i andagter. Den har mange budskaber og kan give talrige associationer. Den er så kendt, og alligevel kan den stadig åbne for nye indsigter. Det som jeg vil dele med jer i dag, er tanker om et menneske, der lukket inde i sig selv, sin skam og mislykkethed, oplever, at Jesus bryder ind i hendes liv. Hun forventer ikke mere, nej ingenting forventer hun af livet, men hun får alt. Den frosne kilde begynder at springe med frisk vand og sætter hende i bevægelse mod nye muligheder ind i en levende tro på Jesus som Guds søn.

 

Lukket inde i sit mørke

Jeg ser hende for mig på vej til brønden. Midt om dagen i den værste hede, hvor alle andre har trukket sig ind i skyggen og holder siesta, der har hun taget sin vandkrukke og er på vej i den stikkende middagssol. For uden vand kan ingen leve. Og hun vil hellere udsætte sig for middagsheden end for de andres stikkende, nedgørende blikke og spydige bemærkninger. Hendes liv er mislykket, forholdet til mænd er gået helt skævt, alle ser ned på hende, og hendes selvværd er under nulpunktet. Hvordan skulle det nogensinde blive anderledes? En skrue uden ende, en nedadgående spiral!På hver vores måde kender vi det her med, at vi synes, at alt håb er slukket, og alle døre er lukkede, der er nærmest som livet er slut. Det føles håbløst at kæmpe mere, intet lykkes for os, vi er ikke gode nok, modgangen har knækket os…. og så lukker vi os fuldstændig om os selv i vores eget mørke og triste univers.

 

At blive set og åbnet op

Da sker der noget! Hun bliver set, kvinden ved brønden. Der er et menneske, Jesus, der bryder ind i hendes liv og ser hende præcis, som hun er. Hendes lukkede cirkler bliver brudt op - ude fra - af en virkelighed uden for hende, en større og anderledes virkelighed - Jesus bryder ind, vækker hende. Hendes livslyst - som ellers har været sat på pause på grund af alt mange negative erfaringer - sådan er det, når man er blevet skuffet mange gange, er det bedre at holde op med at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet igen - nu begynder hendes livslyst atter at røre på sig. Der kommer bevægelse i hende, og hun vover at række ud, være nysgerrig, åbne sig i en samtale med Jesus, lade sig bevæge af denne udefra kommende kraft, der tør hendes frosne indre op.

 

Samtalens mulighed

Vi kan følge Jesus og kvindens samtale, der er som en dans frem og tilbage mellem det helt nære konkrete: den dybe brønd, vandet, tørsten, spanden som skal trække vandet op af brønden - og det overførte, åndelige: levende vand, Guds gave, aldrig i evighed at tørste, kilden der vælder med vand til evigt liv. Samtalen er en bevægelse frem og tilbage, det kan blive både til det ene og det andet. Kommer kvinden til ny forståelse, fatter hun hvad Jesu henvendelse indebærer, magter hun, vover hun at tage det til sig, det som Jesu vil give hende?Samtalen kan noget, den åbner, skaber rum for nysgerrighed, vækker sansen for mere end det den enkelte selv har, giver indblik i at livet ikke er færdigt og afsluttet men undervejs til noget mere, noget nyt, levende. Samtalen i dagens tekst, med vand som gennemgående tema, cirkler omkring det, som ikke kan siges direkte og ligeud. Med vand som metafor nærmer de to samtalende sig det uudsigelige, åndelige, guddommelige, evigt liv.

 

Vand som metafor

Vand er en fantastisk metafor, et mangesidigt billede. Vand findes i flere former; flydende, frossent, som damp, som sne. Det er foranderligt og viser sig på mangfoldige måder: en stille skovsø, det store ocean, vanddråben på et græsstrå og i edderkoppens spind, en stille sommerregn eller skybrud. Og alle vandets former viser sider af det evige, guddommelige, det levende vand.Vand kan vi sejle på, det bærer os oppe, vi kan flyde på vandet, eller vi kan dykke ned i det og komme op igen forfrisket og renset. Sådan er Gudslivet, evighedslivet, som bryder ind i vores virkelighed, stort, mangesidigt, smukt og ubegribeligt i sin foranderlighed. Allerede nu i vores hverdag med det, den rummer for hver af os, er Gud for os kilden med levende vand, som profeten Jeremias skriver. Det livsnødvendige, det livgivende, det rensende og forfriskende vand, som slukker vores tørst, tørsten efter mening og sammenhæng, efter kærlighed og mildhed. Tørsten efter tro på, at livet, selv om det er skrøbeligt, er livet værd.

 

Alting for intet han gav dig

Læser vi videre om kvinden ved brønden, hører vi, hvordan hun lader krukken stå og går ind til byen og fortæller folk der om mødet med ham, som har fortalt hende alt, hvad hun har gjort. Det er en forvandlet kvinde, nu sniger hun sig ikke længere langs husmurene for at undgå andre. Nej, åbent og frimodigt står hun frem som den hun er - med sine fejl og nederlag og skrammer - står frem og peger mod ham, som har udvirket denne forvandling. Jesus har givet hende levende vand, han har vist hende hendes menneskeværd, han har givet hende tro på livet og fremtiden, tro på Gud. Alting for intet han gav dig, den byrde du bar tog han af dig - et par linjer fra salmen vi skal synge om lidt. Sådan har kvinden erfaret mødet med Jesus. Hun har drukket af kilden med levende vand og er blevet renset, forfrisket, fornyet, så hun tør møde sin hverdags virkelighed uden at slå øjnene ned. Ja, det er så stærk en oplevelse for hende, at hun må dele den med folk fra sin landsby - og mange af dem kommer til tro på Jesus på grund af kvindens ord, da hun frimodigt tør stå frem og være den hun er med alt det i hendes liv som er forfejlet og mislykket.

 

Mødet med Gud mærker for livet og for evigheden

Alt dette, sandheden om hendes livs fald og fallit, kunne hun se i øjnene, efter at hun derude ved brønden var blevet set af én, som havde set helt ind i hendes sinds dybeste og mørkeste afkroge uden at ringeagte hende for det han ser. Jesu blik fyldt af tilgivelse og kærlighed havde lyst det altsammen op og fundet det værdigt. Livgivende ord havde flydt fra ham til hende som fra et kildevæld. Da hun gik derfra, tilbage til sine naboer, havde hun fået oprejsning, hendes liv fået retning og mål. "Den fremmedes ord lå som en ubrugt reserve i hendes hjerte, og der var rigeligt af den". Hun havde opdaget den indre kilde, som vælder med vand, livgivende, fornyende vand, som rinder hvert øjeblik og gør livet åbent og nyt og bevægeligt.Kvinde mødte Gud i Jesus og blev mærket af det, ikke blot mærket for livet men mærket for evigheden. Ethvert andet møde bærer adskillelsen i sig, alle vi møder, skal vi skilles fra igen. Det er livets vilkår. Når Gud møder mennesker, er det anderledes. Forholdet til Gud bærer ikke adskillelsen i sig. På den måde er menneskers forhold til Gud grundlæggende anderledes end menneskers forhold til hinanden. Når vi i mødet med Gud bliver mærket af det vand, som gør levende, bliver mærket af Helligånden, da indgår vi i en relation, der varer evigt. I mødet med Gud bliver vi mærket for livet og mærket ind i evigheden.

Amen

<< September 2018 >>
ma ti on to fr
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 21 22
24 28 29

Det sker ..