Christianskirken i Lyngby

Prædiken til 3. s. e. Helligtrekonger

Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger

Tekst Matthæus 8,1-13



Bøn Gud, skab dit rige på vor vej. Amen



Giv os troen tilbage

Giv os troen tilbage – hvornår kommer den danske folkekirke ind i kampen og giver os mod på at tro igen?

Sådan skriver Jon Stephensen, teaterchef, i en kronik lige op til jul. Giv os troen tilbage, giv os mod på at tro igen!

For børnene er det ikke noget problem, det med troen. For det er ofte helt naturligt for børn at tro. De tror på Gud, på deres forældre, på sig selv, ja, måske på julemanden, alfer og feer. Tror, det gør de i al fald – og derfor er det også rigtigt, at Gudmor svarer ja på barnets vegne, når præsten ved dåben spørger: tror du på Gud, på Jesus, på Helligånden?



Barnets tro

Barnet tror – men kan også et lille spædbarn tro? Det kan det, fordi tro grundlæggende er tillid og undren, tro er at tage imod og være taknemlig og leve i det vi får. Troens holdning er spædbarnets – en afhængighed af alt det som gives. En dyb viden om at jeg ikke kan klare livet selv, men er afhængig af det jeg modtager, er afhængig af, at det, som er større end mig selv, Gud, er en tryghedsfaktor i mit liv, er en kærlighed der altid følger mig og vil mig det godt. Ligesom et spædbarn er totalt afhængig af sine forældres omsorg og kærlighed, ved jeg i troen, at jeg er afhængig af Guds omsorg og kærlighed.

Allerede nævnte Jon Stephensen fortæller i et interview for nylig, at han som barn ofte bad en aftenbøn, som han havde læst i en gammel bog. Han bad den som noget fuldstændig naturligt, uden at nogen stimulerede ham til det. Ligesom hans egen 5-årige datter tror på Gud med en ubesværet naturlighed uden at hun er oplært til det.



Hvor bliver troen af i voksenlivet?

Hvad er det, der sker for mange af de børn, der som små bad til Gud som noget naturligt og ligefremt, de børn som ’er født med’ tro og tillid og undren? Hvor bliver deres tro af? Hvorfor er det så svært for mange voksne at tro? Så problematisk, at der siges: giv os troen tilbage, giv os mod på at tro igen?

Det kan besvares på mange måder: manglende oplæring og stimulation, ikke at kende og tale med andre der lever med tro, et samfund der stimulerer til individets eget ansvar og muligheder, selvrealisering og iscenesættelse af eget liv – mere end til det at tro på noget, der er større end en selv.

I kan selv at tænke videre over spørgsmålet. Og tænke over den bøn kronikkens overskrift jo egentlig er: giv os troen tilbage, giv os mod på at tro igen. Er det også jeres bøn? eller en variant: giv os/mig en blivende, levende tro, en tro der mærkes i hverdagen, som holder mig fast på rette spor, kærlighedens, tilgivelsens spor, giv mig en tro der er til støtte og livsmod, når livets storme truer med at vælte mig.



At tro på Gud mindsker skråsikkerheden

Og storme, modgang, usikkerhed, nød vil de fleste mennesker erfare på en eller anden måde. Godt nok ikke som det var for den spedalske og for officerens tjener i bibelfortællingen. De var virkelig prisgivet sygdommen, der var ingen medicin, læger eller andre midler til at tackle sygdommen. Der er det anderledes for os. Lægevidenskab, den danske velfærdsstat, forsikringer for dette og hint har givet os en meget større tryghed i mange situationer end det vi hører fra Jesu tid. Det er der stor grund til at være taknemlige for, men det skal ikke gøre os overmægtige og selvsikre og afvise troen på Gud. At give Gudstroen plads er at gøre tilværelsen større end det kun at regne med, hvad vi selv kan, og hvad vi kan se og måle og veje. At tro på Gud mindsker skråsikkerheden – den skråsikkerhed, som har sit fundament i viden og velstand og udvikling, kan nemlig ikke bære, når livet virkelig er truet.

Mange begynder at tro, når døden er tæt på. ”Det er lidt som at hive i nødbremsen i S-toget, når ulykken er sket. Hvorfor ikke åbne sig for troens mulighed allerede nu, i stedet for bare at ræse af sted.” slutter interviewet med Stephensen.



Troens muligheder

I fortællingen om den spedalske og officeren udfoldes troens mulighed. At komme til Jesus, bede om hjælp, tro på Jesu magt og mulighed – det åbner for helbredelse, åbner for underet der forandrer livet. Det under, et af Guds kærtegn – Jesus rørte ved den spedalske, som ingen ellers ville røre ved af frygt for smitte – berøring, kærtegn, udfoldelse af Jesu kærlighedsmagt, det er glimt fra Guds rige, lysglimt ind i det jordiske liv fra den sfære, hvor Guds kærlighedsvilje råder uindskrænket. Det Guds rige råder bestemt ikke uindskrænket i vores hverdag her på jorden i 2017 – der mange andre kræfter som sætter deres præg på hændelser og erfaringer.

Men der er glimt og erfaringer af Guds rige også nu i vores tid, ikke kun dengang Jesus gik på jorden. Troen ser disse glimt og undere, troen erfarer Guds kærtegn. Og digterne kan sommetider åbne vores øjne for det guddommelige, det lysfyldte, håbefulde, underet.





Vinterdigt om håb

Her midt i vinterens mørke, i ængstelse og bekymring, manglende livsmod digter Inge Hertz Aarestrup om håbet:

Hør! En fugl gennem disen som de lyse dages lyd.

Sendebud som fløj fra himlen tak for gråvejrsdagens fryd.



Lille lyd så ganske ene prikker på den grønne hud.

Vintergæk i puppehylster bred din hvide vinge ud.



Hør musvit! Du sliber stadig på din tones spidse klang.

Væk erantis dybt i jorden med din forårs solosang.



Væk mit håb om lyse tider håb om lærkesang i sky.

Håb om kærlighed som kommer i et solfyldt morgengry.



Gå langsomt nu

Det er der, troens virkelighed, lyset, håbet. Vi må blive stille, eftertænksomme, gå langsomt for at blive opmærksomme på det. Det råber ikke højt, det lyser ikke med neon skrift, men rører stille og ømt ved os, gennem døbefontens vand, i nadverens brød og vin, i salmesang og kirkerummets fred, i naturens himmelsal.

Gå langsomt nu med Kristus ved din side, 

så skaber han sit rige på din vej.

Han er dig nær, 

hans Ånd er i dit hjerte, 

og vækker tro og håb og kærlighed. (fra salmen En morgenstund med sne i byens gader)

Det er troens tale, stille, varsomt med en rettethed mod andet end mig selv og mine egne evner og min egen styrke. En rettethed mod Jesus, Guds søn, mod den tro og håb og kærlighed som Jesus bragte ind i verden. Ind i den spedalskes mørke håbløshed skinnede Jesu helende magt og ændrede hans liv – fordi han blev berørt, kærtegnet. For den lamme tjener blev Jesu vilje til at helbrede til fornyet førlighed – fordi hans overordnede, officeren søgte hjælp i tro på Jesu ords magt til at skabe, hvad det nævner.

Håb om lyse tider, håb om kærlighed og solfyldte morgner, håb om nærvær og tryghed. Et håb der fordrer tålmodighed, fordrer tid til forandring, som sjældent sker på et øjeblik, som for de to syge i bibelfortællingen. Forandring kræver tid, hviletid før frøene i jorden kan spire og vokse og erantissen lyse op med sine gule blade i alt det brune.

Tro er tillid til, at det kommer, det udvikles, det vokser – sådan som Gud vil. Tro er at hvile i Guds nærhed og give Gud lov til at handle og virke i mig som person og i mit liv – vi skal ikke styre det hele selv. Gud skaber sit rige på din vej. Amen



Vintermorgen af Lisbeth Smedegaard Andersen

En morgenstund

med sne i byens gader,

og somrens sidste roser svøbt i is;

i birkens grene flagrer blå musvitter

som engle i et vinterparadis.



En hviletid

for alt, hvad Herren skabte

for korn og pindsvin dybt i vinterhi;

en eftertankens tid for os, der haster

de nøgne, sorte buske travlt forbi.



Gå langsomt nu

med Kristus ved din side,

så skaber han sit rige på din vej,

hvor du kan se de andre med hans øjne

og elske dem, som han har elsket dig.



Han er dig nær,

hans Ånd er i dit hjerte

og vækker tro og håb og kærlighed,

så du kan sprede lys i vintrens mørke;

han er velsignelsen, du bringer med.



Gå langsomt nu

i disse korte dage;

naturen hviler, kræfterne fornys

til solopgangen kommer fra det høje

og vinterbuske blomstrer i hans lys.
<< November 2017 >>
ma ti on to fr
    1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22
27 30      

Det sker ..