Christianskirken i Lyngby

Prædiken 15. søndag efter Trinitatis 2019

Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis

Matthæus 6, 24-34

Vær ikke bekymrede!
Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus.
Jeg har gang på gang vendt tilbage til disse ord, for jeg kender så meget til at have kredsende, bekymrende tanker, som jeg har svært ved at stoppe. Kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer (det er Paulus). Og det har jeg prøvet. Jeg har set det som det eneste rigtige, som det der ville give fred og hvile i sindet og kræfter og livsmod.
Vær ikke bekymrede.
Og jeg var godt i gang med at planlægge dagens prædiken ud fra disse tanker. En prædiken der skulle udtrykke oplevelsen af og tilliden til, at Jesu ord giver frihed og glæde midt i livets bekymringer, fordi jeg kan kaste dem fra mig, jeg kan lægge dem i Guds hænder.

Vi har brug for at bekymre os!
Hvad møder da mit blik, da torsdagens avis skimmes igennem? ’Derfor har vi brug for at bekymre os?’ Hvad? har vi brug for at bekymre os? nej, det kan ikke passe. Jeg vil da inderlig gerne slippe for mine bekymringer. Jeg synes, de slider på mig, på mit humør, på energi og livskraft.
Jeg læser nysgerrigt videre under overskriften. Det er en kronik skrevet af en psykolog og mor til et for tidligt født barn. Hun protesterer imod den holdning, som vi møder hos Jesus i dagens tekst og hos mange andre, at vi skal slippe vores bekymringer.
Tværtimod, skriver denne psykolog, vi skal ikke undgå bekymringer men lytte til dem, både vores egne og andres. For springer vi straks til at sige til andre og til os selv: glem dine bekymringer, for du kommer ingen vegne ved at bekymre dig - siger vi sådan, rummer vi ikke det, som er svært, og som sætter bekymringen i gang. Hvis ikke bekymringen får plads, ved at der lyttes til den, så opstår der i os en fornemmelse af, at vi ikke bliver forstået, at det vi føler og er fyldt af, er forkert eller upassende. At vi burde gøre eller være noget andet.
Hvor ville det være rart, stod der i kronikken, hvis vi udholdt at være med hinanden i det, som er bekymrende. Og at vi var åbne og lyttende over for, hvad det er, der får os til at føle bekymring.

To perspektiver som supplerer hinanden
Vi har brug for at bekymre os - essensen i denne, for mig i hvert fald, provokerende påstand er, at vi ikke skal unddrage os virkeligheden med alt det, som vitterlig gør os bekymrede. Vi skal turde se det svære, den usikre fremtid, frygt og ængstelse i øjnene. Og vi skal være villige til at tale med hinanden om det, turde stå ved vores sårbarhed og bekymring.
Efter at have været igennem kronikken og dens tanker er jeg nået frem til, at der må være to perspektiver på bekymringer, som supplerer hinanden.
Først erkendelsen af hvorfor bekymringerne kommer og villighed til at lytte til dem for at få klarhed over, hvad der nager mig herinde, gør mig ondt, gir mig frygt for fremtiden. Det andet perspektiv er, at vi har mulighed for at overgive bekymringen til Gud, gøre det, som Jesus opfordrer os til - se himlens fugle, løft blikket fra min egen navle, læg mærke til markens liljer. For jo mere jeg ser, jo mere vil en forundring vækkes over alt det, som lever og vokser og er smukt - uden at blomster og fugle gør noget for det.

Flytte blikket fra os selv
Kierkegaard, der har skrevet flere prædikener til denne tekst, skriver: ”Ude på marken hos de vilde blomster, hvor himlen hvælver sig højt, frit som åndedrættet er det derude, hvor skyernes store tanker adspreder al smålighed.” Ja, og spreder vores bekymring, kunne vi tilføje. Jesu ord om ikke at bekymre sig siges (igen Kierkegaard) ’ikke til de karske, ikke til de stærke, ikke til de lykkelige, men til de bekymrede, det glade budskab antager sig de bekymrede og har omsorg for dem på den rette måde.”
Vi opfordres til at flytte blikket lidt fra os selv og rette det med forundring mod blomster og græs i al deres frodighed og mangfoldighed, løfte det mod himlens fugle og forundres over, at det hele lever og gror, blomstrer og bærer frugt – fordi vores himmelske far giver det vækst. Så kan vi måske slippe bekymringen for en stund i tillid til, at også vores liv, hvert eneste menneskeliv har betydning, er smukt og beskyttes af vores himmelske far.

Flytte fokus
At kaste bekymringer fra os i Guds hænder er at flytte fokus. Flytte fokus fra at stole alene på vores egen indsats og mulighed hen imod en tillid til ham, som har givet os livet. Det er at erkende, at vi ikke kan og heller ikke skal klare det hele selv, men at en, der er stærkere og visere end os, har hånd om os, har omsorg for os, sørger for os.
At have denne tro på Gud, det er ikke at lade stå til eller være doven og uengageret i livets opgaver. Nej, vi skal naturligvis arbejde for føden, for familien, for hinanden, men bekymringerne kommer, hvis vi i vores arbejde glemmer Gud og begynder at tro, at vi mætter os selv, at vi er uafhængige af Gud. Vi skal gøre, det vi kan, og vi skal i samme åndedræt forstå, at det er vores himmelske far, der giver os, hvad vi trænger til.

Afhængighed af Gud - som himlens fugle og markens liljer
Vi skal ikke selv skabe sikkerhed og tryghed – vil vi det, så fanges vi let i bekymringens fælde, og så forskanser vi os mod Guds omsorg. Fri, tryg, i hvile er den, som tør og vil være afhængig af Gud, den som vil tage imod dagen i dag og nøjes med at være menneske ikke ville være mere eller mindre eller anderledes end jeg er.
Denne afhængighed, det at leve under Guds forsyn (Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter), det at stole på at Gud giver os, hvad vi har brug for, den holdning indøves ved at takke – ved at sige tak for det jeg har, for den jeg er, for livet i dag. Den takkende ser netop opad til fuglen under himlen, den der takker og beder får åbnet sindet for liljerne på marken.

Ubekymrethed leves på baggrund af sårbarhed
Når Jesus taler om himlens fugle og markens liljer er det ikke overfladisk naturromantik men skarp realisme. Naturens liv er fuldt af sang og blomster og skønhed, men det er kort og udsat, døden, udslettelsen kan komme hvert øjeblik. Så den ubekymrethed, som Jesus kalder os ind i, skal leves på baggrund af sårbarhed. Vi er udleveret til kræfter, der nedbryder og ødelægger, og vi er omgivet af vor himmelske fars omsorg og kærlighed.
De nedbrydende ødelæggende kræfter, skrøbeligheden, det kommer helt af sig selv. Det er der i menneske livet. Det er Gud også: hold dig til den ene, til Gud, siger Jesus, og søg først Guds rige. Alene der er et fundament, der kan bære, når alt andet svigter. Alene i Guds rige er der en sammenhæng, hvor det er muligt at sige: Vær ikke bekymrede - for jeres himmelske far ved, alt hvad I trænger til. I Guds rige, hvor tilliden til Gud bærer os, kan vi også få kræfter til at gøre det, som kronikken opfordrede til: at lytte efter hvad vores bekymringer indebærer, hvor de kommer fra, og om vi kan gøre noget for at ændre på de forhold, der bekymrer os. Og at lytte til andre og rumme deres bekymringer.

Stol kun på ham og hvil i fred
Allerede i biblens første fortællinger, som vi hørte det i læsningen fra alteret, fortælles om en trofast Gud, hvis hjælp og nærvær vi kan stole på. Efter den frygtelige syndflod satte Gud regnbuen på himlen som tegn på, at Gud aldrig mere vil forbande og ødelægge jorden, men han vil lade såtid følges af høsttid, og vinter afløses af sommer.
Regnbuens strålende farver, fuglenes frie flugt under himlen, liljernes pragtfulde duft - alt dette kan vi tolke som tegn på, at vi er i Herrens hænder. Ubekymrethed er at stole på Guds nærhed, på Guds kræfter. Stol kun på ham og hvil i fred.
At opleve denne ubekymrethed, denne tillid, denne hvilen i Guds hænder - det er en himmelsk gave, som jeg vil håbe, vi alle får lov at opleve. Ikke som noget vi ejer, men som en daglig gave vi kan bede om, åbne os for og sige tak for.
Amen

<< August 2020 >>
Ma Ti On To Fr
          1 2
3 7 8
10 14 15
17 21 22
24 28 29
31            

Det sker ..